Del
  Facebook
  Google +
  Twitter
  Xing
  LinkedIn
  EMail

Lyoness afviser falske beskyldninger

23-08-2013
Lyoness blev torsdag d. 22/8 omtalt i Operation X, som rejser en række kritikpunkter af os. Udsendelsen bygger på en række fejlagtige påstande og tegner derfor et meget misvisende billede af Lyoness.

Vi har ikke ønsket at medvirke i Operation X, da vi vurderede, at vi ville blive fremstillet usagligt, hvilket brugen af skjult kamera bekræfter os i, men vi har de sidste måneder været i dialog med Operation X og dokumenteret overfor dem, at vi ikke er et pyramidespil, men et shopping community, og at vores medlemmer handler dagligt hos vores 160 danske loyalitetspartnere.

Hos Lyoness får medlemmerne rabat, når de køber ind hos vores partnervirksomheder, Det er kernen i vores shopping community, og man kan kun opnå bonus og rabat hos Lyoness, når der foregår shopping – og i modsætning til, hvad Operation X påstår, køber medlemmerne altså varer og gavekort, både i fysiske butikker i Danmark og online. Et overblik over alle vores partnere kan findes på vores hjemmeside og på vores app.

Vi har været i Danmark siden december og er ved at opbygge en attraktiv portefølje af partnervirksomheder, hvor vores medlemmer kan opnå rabat på deres indkøb. Vi er i en opstartsfase, og vi er stolte af, at vi allerede har samarbejde med mange danske og internationale brands, deriblandt Apple.

Som mange andre firmaer, bl.a. forsikringsselskaber og fagforeninger, benytter vi os af netværksmarketing, hvilket er ret almindeligt. 4 pct. af vores medlemmer er en aktiv del af vores netværksmarketingstruktur, og de opbygger deres egen selvstændige forretning.
Man kan ikke investere penge i Lyoness, og alle medlemmer får kun bonus, når de selv eller medlemmer, de har anbefalet, shopper gennem Lyoness. Alle medlemmer i Lyoness er gratis medlemmer. Det har vi også dokumenteret overfor Operation X.
Ombudsmanden kan ikke som sådan godkende forretningskoncepter, men da vi startede op sidste år, lagde vi vores koncept frem for ham, og han havde kun enkelte bemærkninger, og dem har vi efterkommet. Lyoness har eksisteret i 10 år, er repræsenteret i 44 lande, har 3 millioner medlemmer og 30.000 partner virksomheder på verdensplan.

Vi er kede af, hvis Operation X har skabt usikkerhed om Lyoness som virksomhed, og vi svarer gerne på de spørgsmål, I måtte have. For vi er glade for vores medlemmer, som er hele fundamentet for vores shopping community og for de rabatter, som vi kan give jer.